Rejsebreve fra Sunsets sommertogt 2010.                        

Se billeder fra turen her:   http://picasaweb.google.com/pjacobsen2/sommertogt2010#

Skipper Peter Jacobsen og ”skibskok og tovholder” Kirsten Jacobsen

Afgang fra Aalborg sejlklub den 14. juni 2010 og hjemkomst den 1. september 2010

1. Brev Bagenkop den 22.07.10

I aften sidder vi her i Bagenkop og har fået de første og sikkert eneste danske jordbær i år. Solen har skinnet hele dagen, og vi har rigtigt nydt det.

Vi tog af sted mandag morgen i frisk vind og nåede til Bønnerup, inden fiskehandleren lukkede. Det nød vi godt af i flere dage. Dagen efter gik vi til Øer, hvor der var meget dødt, men vejret var igen perfekt til at bruge sejl. På vejen havde vi besøg af en flok marsvin, der legede omkring båden i lang tid. Vi havde travlt med at fotografere og kigge efter dem, så vi kom noget ud af kurs.

Tredje dag gik vi til Maarup, hvor vi fik en dejlig cykeltur på nordøen. Torsdag var vinden imod en del af turen, så da måtte motoren i gang. Vi kom frem tidsnok til at gå en tur i den meget smukke by Bogense med mange velholdte huse. Vi skulle videre til Strib næste morgen tidligt, da vejrudsigten lovede kraftigt øgende vind op ad dagen. Heldigvis var det en kort tur, så de 15 m vind var til at leve med. Vi fik plads i læ i den gamle færgehavn, så vi kunne nyde solen. Jeg var på biblioteket og finde bøger om Stribs historie. Det interesserer mig meget, da noget af min familie har boet der. Jeg var også på byvandring efter en bog, som en lokal mand havde skrevet om byens huse og historie. Det var spændende.

Weekenden begyndte med besøg fra Gistrup til frokost så til 40 års bryllupsdag i Båring Vig på en lejrskole. Vejret var elendigt med masser af regn, men vi fik dog gået en lille tur i skoven og til stranden.

I går gik vi videre, straks vi var tilbage på båden. Vejret var fint med sol men ingen vind, så jernhesten måtte luftes. Vi fik en ordentlig byge undervejs, men havde ellers en fin tur til Fynshav på Als. I dag har vi igen haft pragtfuldt vejr med masser af sol, men ingen vind. Vi nød turen ned langs Ærø, og da vi kom i havn var her måske 5 både. Vi har ikke mødt ret mange sejlere, men i aften er det væltet ind med tyskere og nogle få hollændere, så her er nu mennesker, skal jeg love for. Bådene er megastore. Hvor er jeg glad for min lille båd

Vi har indtil nu haft en god tur og er nu spændte på at komme til Tyskland i morgen. Vejrudsigten ser ud til at være med os med vinden i ryggen og ingen regn de næste dage. Det har ellers været nogle kolde nætter. Hvor bliver sommeren af?

Vi har været heldige og har haft internet de fleste steder, så vi har brugt tid på at studere dmi. Det er fantastisk, så nøjagtige deres animationer er. Det er næsten på klokkeslæt, det sker.

Nu ikke mere for denne gang. Vi må se, hvornår vi igen får mulighed for at skrive fra Tyskland.

Mange hilsner

Peter og Kirsten

På SY Sunset.

Brev 2. Hannover 01.07.10

Kære venner og familie

Så er der gået en del dage, hvor vi har været uden internet, men i morgen forventer vi at finde en internet-café inde i byen.

Vores tur over Østersøen gik fint for sejl hele vejen, men vi gik ikke til Fehmarn, som vi allerede har besøgt, men til en hyggelig lille havn i en indsø lidt mere syd på, Grossenbrode. Næste dag gik vi til Travemünde, hvor vi opsøgte Marina Baltica, som vi havde fået anbefalet af en tysker, som vi mødte i Bagenkop. Vi fik hans visitkort og skulle hilse. Om det var derfor, eller om de er meget venlige, ved jeg ikke, men vi fik en fin modtagelse og en aftale om at få masten af næste morgen og masten opbevaret for de næste 1-2 år. Vi skulle betale et halvt år forud, men valgte at gøre det for et år. Vi havde fået en fin plads langskibs ved en pæn træbro, så vi gik straks i gang med at rigge af. Det var dejligt nemt med broen til at lægge fra på og lægge sejl sammen. Det var et par meget trætte sømænd, der nød aftensolen og det dejlige vejr den aften.

Næste morgen sejlede vi over til den anviste plads og var klar til klokken 7.30. De kørte en stor kran ud, hejsede en mand op til at afmontere antenner, ufo og lanterne. Derefter gik de i gang med masten. De var 3 mand, og vi lavede ikke noget selv. Jeg var spændt på, hvordan de ville få masten op, da der var en meget høj kajkant, og når jeg tænker på, hvor meget man skal holde igen for, at den ikke tipper der hjemme. Peter gjorde opmærksom på problemet, hvorefter den unge mand svarede, at det vidste han godt, da han tog 250 master af om året. Så var han sat på plads. Det gik fuldstændig smertefrit, da de hele tiden holdt masten lodret. Da den var lagt på en mastevogn af format, kunne vi gå i gang med at vaske og smøre den ind og pakke den i fibertex. De ville gerne have gjort det for os, men vi ville gerne selv ordne det, og de bemærkede da også, at det var fint, at den blev gjort ren. Bagefter kunne vi så begynde at stuve om og forsøge at få plads til det hele.

Vi havde besluttet at blive en dag ekstra, da Travemüde er en dejlig by, så frem med cyklerne og ud på opdagelse. Mens vi lå i havnen betalte vi ikke havnepenge. I øvrigt er havnepengene her i Tyskland helt anderledes end i Danmark. I Bagenkop ville de have 150 kr. I Grossenbrode gav vi 11 euro, og det laveste indtil nu er 7 euro. På de helt store steder, som Lübeck, tog de 19,80 euro, men så lå vi også lige i centrum, og det ligner jo danske priser.

Så startede kanalturen for alvor. Vi sejlede forbi de kæmpefærger, vi hver dag så komme forbi og sommetider vende lige for næsen af os ind i marinaen. Der er færger til i hvert fald Litauen, Danmark, Sverige og Finland. Det er et kønt stykke, man sejler af Travefloden, og det er faktisk langt ind, de store skibe kan sejle. Inde i Lübeck lå vi i det, der hedder Hansahavnen. Der er lagt flydebroer ud og fine toiletforhold, strøm og vand. Vi gik tur i byen, som vi kender på forhånd og begyndte så for alvor at studere mulighederne for den videre sejlads.

Vi har mødt mange med masten lagt på båden, men hvor er jeg glad for, at vi kan bevæge os frit omkring, og at Peter kan stå ordentligt ved rattet og styre. Det er trods alt motorsejlads hele tiden. Der kan også være en del uro i sluserne, og så vil den uvægerlig være i vejen.

Fra Lübeck skulle vi ud i voldgraven og videre sydpå under en masse broer. Det er underligt, at man sådan bare kan sejle uden at tænke på, hvor høj man er. Den første bro er vist den laveste, vi har været igennem, og der var ikke meget plads med vores lille specialmast fra Næstved.  Vi skulle gennem 5 sluser denne dag. Problemet ved Elbe-Lübeck-kanalen er, at der kun er ganske få havne, og at de er for lave til os, så vi endte med at lægge os ved en liggeplads ved 32 km pælen, helt ude på landet i fred og ro med fuglesang. Det var rigtig skønt. Næste dag var der 2 sluser, og så var vi i Lauenburg. Sluserne her er nul og niks sammenlignet med Göta kanalen (Vita havde sagt det, men jeg tvivlede). Der er mindre uro, og de er meget større.

Lauenburg var en meget positiv overraskelse. En meget smuk gammel by, der engang var hovedstad i det danske hertugdømme Holsten. Vi cyklede rundt, nød livet, så Europas ældste sluse, Palmeslusen, der var rund, så der kunne være flest mulig både, var på museum og få mere forstand på hele flod- og kanalsystemets betydning, var ude i et naturreservat og så på digerne omkring Elben. På klubhuset var der sat mærker op med højden af oversvømmelser af Elben. I 2006 var det 9,1 meter over daglig vande.

Vi traf et par fra Silkeborg. De var på vej til Berlin i deres 10 m lange 2,30 brede træmotorbåd fra 1954. De havde renoveret den, så den passede lige til dem. Noget af en kuriositet, men spændende og fint lavet, så den fungerede.

Så skulle vi ud på Elbe- seite-kanalen, som er ny, nemlig bygget 1968-1976 og 115 km lang. Den er bred mindst 38 m og har kun 2 sluser. Det er meget anderledes og noget kedeligt, da der ikke er noget dyreliv der, og så går det bare lige ud hele tiden. Den første sluse var et hæveværk, hvor man i et kæmpe badekar bliver hejst 38 m op i et træk. Det var imponerende at se alle de virer, der trak det 100x12x3 m store kar op. Vi havde udset os en havn til overnatning, men da vi kom der til, var der kun 1,7 m vand, lige det vi stikker. Vi forsøgte, men sad på bunden. Havnemesteren viste os hen i vandpolitiets havn 500 m tilbage. Her var strøm, men ellers intet.

Vi møder flere og flere lægtere jo længere sydpå vi kommer. Det er imponerende, så lange de kan være, og de kan trække noget vand. Inde i politihavnen så vi pludselig vandet strømme ud, så var en lægter på vej. Når den passerede, vendte strømmen, og det var flere centimeter, det drejede sig om. Det benyttede vi os af, da vi sad lidt fast i havneindløbet i lystbådehavnen. Vi har observeret noget andet sjovt. Pludselig ser det ud som om, det regnen pisker ned i vandet. I virkeligheden er det luftbobler, der stiger op. Fænomenet varer kun nogle få minutter, så er det ovre. Vi ved ikke helt, hvad det er, der sker.

Den sidste sluse har flydende pullerter, så når man er gjort fast, sker der ikke mere. I denne sluse hæves vi 23 m. Det sidste stykke af kanalen indtil, vi kommer ud i Mittelland-kanalen, forløb uden ophidselser. Vi havde set en havn på kortet, men…. der var kun 1,3 m vand, så igen blev det på en liggeplads ved kanalen. Her var en dejlig by 1½ km væk, hvor vi kunne handle og få diesel. Vi forsøger altid, at få fyldt op, når det er muligt, da det langt fra er alle steder, det kan lade sig gøre.

I dag har vi så sejlet 75 km på Mittelland-kanalen, hvor der virkelig er meget trafik. Det er morsomt, når en stor lægter kommer forbi og oppe på dækket foran styrehuset har en stor legeplads med sandkasse, gynge, badebassin, rutsjebane og et stakit omkring, eller konen hænger storvasken til tørre bag på båden. Alle er flinke og vinker pænt til hilsen. Vi skulle i en sluse og den var på 15 m ned. Vi ligger nu i Hannover i en lille havn, hvor vi lige kunne gå ind på den første plads. Her er vand, el og bad. Det er nødvendigt med et bad i den varme. Vi har få minutter til busser ind til byen og regner med at skulle på opdagelse der inde i morgen.

Vi har været heldige med vejret, der har været varmt, næsten for varmt, op til over 31 grader, næsten ingen vind og kun en enkelt regnbyge på ½ time. I morgen og til weekenden lover de 33 – 36 grader, puha.

Nu ikke mere denne gang. Vi lader høre fra os, når vi igen kommer i forbindelse med internet.

Sejlerhilsen fra Peter og Kirsten

Brev 3. Onsdag den 07.07.10

Kære venner og familie

Ja, vi har endnu ikke fået internet forbindelse, men for at være på forkant vil jeg starte på næste brev, så det er klar, når det sker.

Mens vi var i Hannover, var det 36 grader, så når vi gik ud, gik vi kun i skyggesiden af gaderne, og det er jo ikke optimalt, hvis man vil opleve noget. Byen er grundlagt ca. 950 og har haft købstadsrettigheder siden 1241. Den har været sæde for fyrster, kurfyrster og konger. Det smukke gamle rådhus er fra 1455, og der for uden findes mange andre smukke gamle huse. Vi fandt en internet café og fik ordnet det, vi skulle og det var meget billigt, 1,2 euro for over en time. Varmen var en plage. Vi havde en ventilator til at køre konstant for at afkøle motoren til køleskabet, og hele natten stod der en anden og blæste ind i agterkahytten, hvor vi sov. Det var dejligt.

Vores næste stop var ved Minden, hvor Weser krydser MittellandKkanalen. Vi lå med udsigt til den ene sluse ned mod Weser, en meget smuk gammel bygning. Vi lå på en venteplads og har faktisk lært at nyde det. Minden er en utrolig dejlig og smuk by fra 977. den har blandt andet haft ret til at præge mønter. Centrum er som at gå i den gamle by, bare med tyske huse. Der er utrolig mange kirker og små listige gader. En typisk ting ved husene her i området er al den tekst man skriver på bindingsværket. Det ser specielt ud, men er smukt. Man kan cykle langs Weser, og her har man lavet en kopi af en skibsmølle. Det har tidligere været meget udbredt i hele Tyskland. Møllen er bygget på et skib og fungerer som en almindelig vandmølle ude i floden. Det er et kæmpe bygningsværk, der hvor Mittelland-Kanalen føres over Weser. Mens vi lå der, spillede Tyskland kvartfinale, så alle gader lå øde, selv byens største trafikåre. På alle caféer og torve sad folk og så fodbold på fjernsynet.

Også de næste stop blev ved liggesteder, Bad Essen og Obersteinbeck. Det første sted er kurby, igen med hyggelige og smukke huse i bymidten. I denne by var der et fantastisk liv en søndag eftermiddag med åbne butikker og alle caféer fuldt besat. Den sidste by ligger rigtigt ude på landet og er meget lille. Vi fik en tysker til nabo, og han hentede næste morgen morgenbrød og kom med to til os. Det er da service. Desværre havde vi spist, så vi fik dem senere på dagen.

Millelland-Kanalen er nu forbi, og vi er ude på Dortmund-Ems-Kanalen. Den er noget mindre, ikke så bred og med mange sluser, der for det meste ikke er så dybe/høje. Det er også en af de ældre kanaler. Dagen gik med at komme gennem sluser og vente på slusning. Denne kanal er ikke så godt afmærket, som de andre har været, der er længere mellem km-mærkerne, og broerne er ikke nummererede, som på de foregående strækninger. Det betyder alt i alt, at det tager længere tid at komme frem. På første dag nåede vi 6 sluser. Jeg havde læst, at der var mange fine steder at lægge til og overnatte, vi fandt en, der lå for tidligt på turen og så først oppe ved Lingen, hvor vi fik en plads foran Hotel am Wasserfall. Her er smukt ,og vi ligger 100 m fra vandfaldet. Selve byen ligger ca. 7 km herfra, og vi var heldige at komme på en markedsdag, så vi fik friske tomater, jordbær og kantareller. Lige i nærheden ligger de første 2 hold sluser, der blev lavet på stedet. Den ældste er fra 1829 og kun 6m bred. Dengang var vanddybden 1½ m. I 1899 byggede man en større sluse, denne gang med 2½m dybde. I 1958 kom så den nuværende kanal med min. 3,5 m vand. I dag er der ingen sluse men 2 sikkerhedsporte i tilfælde af højvande, og de kan bruges som sluse. Hver gang man har bygget et nyt kanalsystem, har flyttet det nogle meter. Man kan se det hele i dag. En pudsig ting ved de 2 gamle sluser er, at der ikke er bygget faste sider, men det er breden, der begrænser. I den 2. sluse, er der sat pæle op til at fastgøre bådene, mens der ikke er noget i den første. Få 100 m herfra ligger den første sidekanal, der fører til de Hollandske kanaler. Den er kun 6 m bred i slusen og har kun en dybde på godt 1 m, så det har været små både, man har sejlet med dengang.

Jeg har lært meget omkring hele systemet med kanaler og floder. Jeg har tidligere tænkt, at der var masser af vand i floderne, især de store, men når man hører meldingerne på vhf’eren, så er der flere steder med kun godt 1 m vand, og selvom lægterne ikke stikker så dybt, er det ofte 2-3 m, når de er fuldt lastede. Der er en enorm trafik fra Polen, Holland, Tyskland, og Tjekkiet. De store er over 100 m lange, og vi har set nogle med 69 containere. Det må være miljømæssigt meget mere fordelagtigt end 69 lastbiler. Problemet er selvfølgelig, at det tager længere tid men…. ,det burde vi kunne lære at leve med. Det er fantastisk med disse indre vandveje, der kommer så langt omkring.

Hvis jeg skal sige noget om vore foreløbige erfaringer med kanalsejlads, så er kølbåde ikke det bedst egnede. Det er meget svært at komme i havn, da de fleste havne har yderst begrænsede vanddybder. Vi har kun været i 4, og der, hvor vi ligger nu, har vi 1,3 m under snuden, og vi ligger kun halvt inde på broen. På Mittelland-Kanalen har der været mange liggesteder, som absolut har været interessante, da de som regel ligger ved en bro og i nærheden af en mindre by, hvor man kan gøre lidt indkøb. Det største problem er vand, hvis man ikke kan komme i havn, så vi fører to slags liv, fråselivet i havnen, hvor vi bruger alt det vand og strøm vi kan. D.v.s. vi støvsuger, vasker tøj, bruger el-kogeplade og brødrister, lader alle apparater op, bader og fylder tanken og de ekstra vandbeholdere op. Ved liggepladserne sparer vi på strøm, vand og gas. Strømmen er sådan set ikke det store problem, da vi hele tiden går for motor. Desværre er vores booster gået sig en tur, så vi må have en ny, når vi finder en forretning, hvor man kan købe en sådan. Her i Tyskland har vi ikke set et eneste sted, man kan købe bådudstyr, og det er underligt med alle de motorbåde, der er her, men havnene er ikke som der hjemme, de er små og uden ret mange faciliteter, men ofte med en café eller restaurant. De øvrige kanaler har ikke haft så gode muligheder. De fleste steder har vi også kunnet finde en tankstation i nærheden, så vi altid har lidt ekstra diesel. Dog har vi de sidste 3 dage ikke kunnet finde nogen.

Søndag den 11. juli

Så er der nyt igen, og denne gang har vi internet. I mellemtiden har vi været i Haren, hvor en populær kanal går til Holland. Den er bare ikke dyb nok til vores båd. På kortet fra 2006 stod, at de var i gang med at bygge en ny havn, så vi var spændte på om de var færdige, og hvad det var (læs: vand nok). Det var de, og havnen havde 3 – 4 m vand og fine flydebroer og faciliteter fra 2007. Fra vores plads havde vi fin udsigt til en yndet sport her nede. De unge springer ud fra broerne midt i kanalerne. De er respektløse og uforfærdede uanset om der er både eller ej. En dag lagde 3 unge sig midt i kanalen og flyttede sig ikke, da der kom en båd. De var ikke klare over, at det var vandpolitiet, så de fik en opsang og blev gennet ind til bredden.

Vi havde regnet med endnu et stop, inden vi skulle ud i tidevandet uden for kanalsystemet, men…. ingen havne eller liggepladser. Så det var bare gennem den sidste sluse og så håbe på at finde et eller andet, der kunne bruges. Vi fulgtes med en hollandsk båd gennem 2 sluser, og de fortalte, at de skulle til Leer 1 time fra slusen. Så vi tænkte, vi følger med, men inden vi havde set os om, var de væk. De sejlede i en stor motorbåd, og det kan vi jo ikke klare. Der var vand nok i Emsen, men bredderne kom tættere og tættere på, og sømærkerne stod oppe på land. Jeg var ikke så stolt ved det. Vi kom forbi havne, hvor man kun kan komme ind gennem slusen ved højvande og andre næsten tørlagte havne.  Vi passerede Pappenburg, hvor Meyer Werft, der bygger bl.a. store krydstogtskibe, ligger. De har deres egen kæmpesluse ,og de kan få hjælp til at få vandstanden op på 8,5 m, når de skal sejle de store skibe ud ad Emsen. Det var ret imponerende. For at komme til Leer, skal man 2 km op ad Ledafloden. Indtil da, havde vi haft medstrøm, men nu fik vi godt 2 knob modstrøm. Vi kaldte slusen, men fik ikke noget svar. Der gik lang tid, inden der kom reaktion ,og i mellemtiden havde jeg fundet ud af ,at sportboote, som de hedder her nede, kun kan komme i slusen 3 gange om dagen, sidste gang kl. 17.30, og klokken var 16.30. Vi belagede os på at vente, men en turbåd, ”Hafenmusik”, kom ud, og vi fik lov at komme ind. Så var fruen glad. Vi var ved at dø af varme, 36 grader, fuld sol, havde hver drukket 4 l vand, spist saltnødder og lakrids udover mad i løbet af dagen. Jeg var ganske enkelt ved at blive dårlig af varmen. I slusen fandt vi ud af, hvorfor vandet i floden lignede mudder. DET VAR MUDDER. Ved opslusningen blev fortøjninger, båden og jeg, svinet godt til, så der var dømt storvask.

I forvejen kendte jeg intet til Leer, men det er en rigtig hyggelig by med spændende huse i Alt Stad, en kæmpe havn med kæmpe skibe. Vi var på marked igen og fik noget, de kalder hestekartofler, fordi de er dyrket med hjælp af heste, ren økologi og nostalgi. Vi har fundet ud af, at området er gammelt tørveland, og at Pappenburg, skulle være Tysklands første tørvekoloni. Jeg fulgte en cykelrute ud i tørvelandskabet, gennem det gamle kulturland, blev ført forbi et slot, over Jümmefloden i en gammelt rækfærge, som 2 mand trak ved håndkraft med et par træfiduser. Færgefarten har fungeret siden 1500-tallet. Det var spændende, så over den mindste bro jeg har set biler køre på, 1,8 m bred. Jeg kom også forbi Ledas spærreværk i tilfælde af stormflod og oversvømmelse. Det var herligt, og systemet med et kort og skilte med cykler, der viste vej, også om man kørte med eller mod uret, var helt genialt og kunne kopieres i turistlandet Danmark.

I dag er vi gået til Holland og ligger nu i Delfzijl lidt uden for Groningen. Det har været en meget spændende tur. Vi kom ud med slusen klokken 14.30, ca. 1 time efter højvande, det betød mere og mere medstrøm. I fredags var der 3,5 m vand i dag 8,5 ude på Emsen. Udslusningen var lidt komisk, vi ventede og ventede, intet skete, og pludselig gik porten op, og vi var sænket 5-10 cm. Vi surfede på et tidspunkt næsten 10 knob. Denne gang stod bøjerne langt ude i vandet, og floden var enorm bred. Vi blev overhalet af 2 lægtere, og jeg skal hilse og sige, at de sejlede stærkt. Vi kom forbi det enormt store spærreværk på Emsen. Det er fantastisk at se. Det var også underligt allerede i Leer at være sammen med sejlbåde med mast.

Vi ligger nu i Delfzijl i den store marina inden slusen ind til Groningen og er i gang med at tjekke mail og alt det, vi nu ikke har gjort længe. Tak for hilsner og mails, det er hyggeligt at høre fra jer. Vi skriver igen, når det bliver muligt.

Kærlig hilsen

Peter og Kirsten

Brev 4. Torsdag den 15.07.10

Kære venner og familie

Så har vi fået det første indtryk af Holland. At det er fladt vidste vi, at der er smukke møller, vidste vi også, men at mange af forretningerne er lukkede om mandagen, det var en overraskelse. Mange af sluserne og broerne holder også frokost fra 12-13 og tepause om eftermiddagen, sådan. Vi kan også konstatere, at priserne er højere her end i Tyskland, både hvad angår fødevarer og havnepenge. Her i Groningen betaler vi 15 euro pr nat med el og vand og for bad ½ euro. Det ligner mere det danske niveau. Trafikken her er et kapitel for sig. Her hersker anarki, især blandt cyklisterne. De kører hensynsløst, over for rødt, ud fra mindre befærdede gader lige for næsen af en, og jeg kan blive ved. I Tyskland brugte rigtig mange cykelhjelm, her har jeg ikke set nogen overhovedet. Jeg tror godt nok, at Holland er det næst mest cykelrige land lige overgået af Kina. Der er cykler over alt. På banegården er der under jorden lavet cykelparkering til 5000 cykler!

En ting, der slog mig på denne første tur ad kanalen til Groningen, var, at mange af gårdene har stuehuset bygget sammen med stald og lade i én lang bygning. Det giver meget brede gavle, og ofte bliver bygningen endnu bredere, når udbygningerne starter. Tagene er også specielle, selv på stalde laves valmede gavle, som dog ikke går helt til tops, men efterlader en lille trekant øverst.

Man forstår meget af det, man læser, men jeg har alligevel købt mig en ordbog, så jeg kan kontrollere mine evner. Vejret er skiftet noget, ikke så varmt, og vi har haft skybrud 3 gange i løbet af et døgn, heldigvis om natten og aftenen. Vi hørte senere fra nogle hollændere, der var i Leer på samme tid som os, at et meget stort skib, som vi så deroppe, under det uvejr, vi oplevede i Delfzijl, havde revet sig løs af fortøjningerne og var havnet i den anden side af havnen og havde forårsaget stor skade. Godt vi var væk på det tidspunkt, for vi lå i nærheden.

Her i Groningen ligger vi lige i kanalen rundt om centrum. Det er en smuk gammel Hansestad med en meget velbevaret bymidte. Under krigen skete der selvfølgelig nogen skade, men det har man på forbilledlig vis bygget op, så det nye passer ind i det gamle. Det er nyt for mig, at der faktisk var så mange hollandske byer med i Hansaforbundet.  Groningen var en af de betydningsfulde. Jeg troede, at det næsten kun var tyske byer med nogle få undtagelser. Der er en mægtig markedsplads med marked 3 gange om ugen. Der er forskellige afdelinger, fx en kæmpe stor afdeling med stof, bånd, tråd, elastik, garn m.m., så er der beklædning, ost, kød, frugt, fisk, musik og meget mere. Groningen fik allerede i 1614 Hollands andet universitet, som fik til huse i et gammelt kloster. Academiabygningen fra 1909 er som mange andre bygninger her i Neo-renaissance stil.  Der findes som små oaser i byen 4 alderdomshjem. Det ældste er fra 1300-tallet, de andre fra 1405, 1517 og 1766. Hvert af dem med hvert sit formål/klientel. De er meget velholdte og smukke med dejlige grønne områder som små rækkehuse. Tidligere var der en meget stor jødisk befolkningsgruppe i byen, og i 1906 blev der bygget en meget stor synagoge i det dengang jødiske kvarter. Banegården er et kapitel for sig, det er en mindre kopi af banegården i Amsterdam, en hollandsk- flamsk- gotisk bygning med renæssance detaljer fra 1895. Ventesalen er i jugendstil med mange ornamenter, meget smuk og imponerende. Lige over for ligger det store museum, som er lukket for tiden, da det skal renoveres. Man får visse associationer, når man læser om, hvem arkitekten er: Starck and Coop Himmelb(l)au!  Der er et lille fint museum om skibsfart og tobak. Tobakken var nu mest piber. Vi undrede os, da vi så, at der var et stripmuseum her, og det blev annonceret som specielt noget for børn. Det viste sig at være et tegneseriemuseum. Var der noget i ordforrådet, der ikke var helt på plads? Midt i byen ligger Guldkontoret, et meget smukt hus fra 1635 med masser af smukke detaljer. Formålet med huset fremgår af inskriptionen på forsiden: ”Giv kejseren, hvad kejserens er”, det var skattekontoret. Der er selvfølgelig flere kirker og et fint rådhus. Langs alle kanalerne ligger der husbåde en masse. Nogle flotte og velholdte, nogle grimme og klodsede, andre noget gammelt skrammel. Vi har nu 2 gange set slæbebåde transportere sådanne huse rundt i kanalen.  Broerne lukker op på bestemte tider, og så går bådene, der sejler på ” den stående maste-rute” i en lang række gennem alle broerne, som så pr. automatik åbner for dem. Groningen er en dejlig by, hvor man kan opleve meget.

Mange sejlerhilsner

Peter og Kirsten

Rejsebrev 5. Grou den 23.07.10

Kære venner

Så blev det tid til at gå videre fra Groningen. Vi var klar klokken 9 ved første broåbning sammen med alle de andre både, der skulle gennem byen. Vi havde besluttet at følge masteruten, da den går gennem de mest spændende områder, men som så til gengæld tager længere tid, 2-3 timer som regel. Det blev spændende. Nu så vi alt det, vi havde cyklet eller gået rundt og set. Det startede med, at vi måtte vente på en ambulance, så var der en bro, der ikke gik op, så ventede vi på, at brovagten skulle cykle frem til næste bro osv., men der var masser at kigge på. Vi kom ud af byen og fulgte Reitedjip, som meget af vejen stadig er floden. Her slynger den sig gennem landskabet og gennem små byer. Problemet her er, at kortene ikke angiver km, som vi var blevet vant til, og at det er svært at beregne, hvor langt man kan nå. Nogle hollændere havde fortalt, at man kunne vente sig alt, en bro, der var i stykker, en sluse, der ikke kunne åbne osv. Og selvfølgelig skulle vi opleve det hele. Da vi skulle gennem den sidste sluse, som altid står åben, var der strømsvigt, så broen kunne ikke åbnes. Der blev dømt 1½ times ventetid. Kan I forestille jer, hvordan det er, når 10-12 både pludselig skal finde et sted at lægge sig i så lang tid? Heldigvis blinkede broen pludselig efter 1 time, og så blev der travlhed. Vi kunne se, at vi ikke ville nå ret meget længere, for det var allerede sidst på eftermiddagen, så vi så os om efter en havn. Det blev Zoutkamp i en ny marina lige uden for byen, der var knap 2 m vand, så det gik lige.

Vi fik cyklerne frem og kørte ind og så på den lille by, som faktisk har været befæstet mod spanierne i 1500-tallet og senere mod franskmændene. Der er stadig rester af volde og voldgrave. Senere blev det en vigtig fiskeriby, men med bygningen af diget og lukningen af floddeltaet i 1969 blev alt fiskeri flyttet uden for diget ved Lauwersoog. I dag er hele området et stort naturreservat med Lauwersmeer, som nu er blevet en sø. Man sejler i reservatet, men kun i bestemte afmærkede ruter. Der er et fugle- og planteliv uden lige. Undervejs er der lavet liggepladser, hvor man kan lægge til og overnatte eller studere dyrelivet. Flere af stederne kan man ikke komme i land, men ligger midt i søen.

Så gik det videre op i reservatet til Lauwersoog, hvor der i dag er der startet en kapsejlads til Larvik, så der har været fest og sjov med marked og musik. Vi købte varme nyrøgede ål af en mand, der 3 gange var kåret til frisisk ålerøgningsmester. Det smagte godt. Der ligger en stor havn uden for diget med en helt ny marina. Det er lidt dyrere at ligge der, men der er rigeligt med vand trods tidevandet. Det virkede som om, at det ikke var så let at komme ind ad slusen, for der lå virkelig mange og ventede på begge sider. Måske er det tidevandet, der driller.

Søndag den 18/7 tog vi en færge over til den frisiske vadehavsø Schiermonnkoog, som ligger 45 min. sejlads her fra. Det var legalt at tage færgen, da der i den lille marina kun er 1,5 m dybt. Vi sejlede om morgenen ved lavvande, og det var helt vildt at se, hvordan sandbankerne kom frem af vandet, og der kun var små render at sejle i. Bøjerne flyttes efter, hvordan sandbankerne flytter sig, så pludselig slog sejlrenden en vinkel på 90 grader for straks at slå en ny vinkel på 90 grader, der lå en mægtig stor sandtunge midt i det hele. Vi havde cykler med, og efter at have fået et kort over øen gik vi på opdagelse. Først ud i lystbådehavnen, hvor de inderste både godt nok stod i vand, mens de yderste, alle de store hollandske fladbundede sejlbåde, stod på bar bund. Ude i sejlrenden var en lille sejlbåd strandet, og en gummibåd var sejlet ud til ham. Rundt om havnen stod masser af både på havbunden. Folk vadede ud i mudderet, og det var rigtig sort slam, så de så godt ud. Derefter fulgte vi cykelstier rundt og så hele øen og nåede at få et par afslapningstimer på stranden i solen, inden vi sidst på eftermiddagen sejlede tilbage, nu i højvande og med livlig trafik i vandet omkring havn og ø.

Næste tur gik ned gennem reservatet og ind ad kanalen mod Dokkum. Denne strækning har masser af liggesteder og er meget smuk med mange snoninger. Det er den oprindelige forbindelse til havet fra Dokkum i gamle dage. Vi skulle kun gennem 1 sluse og en masse broer, som åbnede sig på stribe, den sidste var på 3,1 m ifølge vandstandsmåleren, så vi slog antennen ned og gik stille frem og kom fint under broen.

Dokkum er en dejlig gammel by, der stadig har de gamle voldgrave og kanaler fra 1600-tallet. Byen er anlagt som en 6-stjernet bastion, og alt indenfor voldgraven er stort set uforandret siden 1650.  Byen blev berømt eller rettere berygtet allerede i 754, da munken Bonifacius kom til Friesland og ville omvende befolkningen. Det passede ikke alle i Dokkum, så de dræbte ham. I dag er der gået lidt reklame i historien, så man har mange mindesmærker om Bonifacius, og der er lavet en markeret rute til alle de historiske steder. Ude på to af stjernespidserne stå et par smukke gamle møller, og det specielle ved byen er, at man ligger ved stort set alle kajkanter i alle kanaler. Der dog kun et sted, en bro, som er forbeholdt både, der stikker mere end 1,5 m, så der lå vi. Vi mødte en båd fra Limfjorden. De havde i flere år haft båden liggende her nede hele året lidt nord for Amsterdam. Det var en motorsejler uden mast og med en dybgang på 1,5, så han kan komme flere steder end os. Vi fik et par gode tips og ideer til den videre tur.

Der er ved at gå mode i voldgrave, for næste stop var Leeuwarden, hvor vi igen ligger i voldgarven. Turen her ned var ikke så interessant som visse tidligere ruter. Vi gik med 1. træk klokken 9 gennem broen ud af byen, og der var mange både. Da vi kom til sidste bro, skulle vi for første gang betale bropenge. Heldigvis står prisen på et stort skilt, og så kommer der en træsko ned på en stang, og man putter penge i. Det tager tid, og når brovagten så skal cykle til næste bro, så tager det endnu længere tid, og det er svært at være så mange både sammen på så lidt plads. To gange mere på turen måtte vi betale bropenge, så vi kom af med 13 euro for den tur, men så har vi også betalt for at komme ud af byen igen. Der var et par smukke byer, som vi passerede, masser af blomster og velholdte huse, men desværre også mange til salg skilte. Det er ikke kun i Danmark krisen kradser.

I denne voldgrav lå vi ved en ca. 10 cm. høj kajkant og en stejl skrænt op til stien på toppen af volden, så det var et kunststykke at få cyklerne med op. Denne by har også en masse historie, bl.a. har den hollandske kongefamilie aner tilbage til her til. Spionen Mata Hari fra 1. verdenskrig har boet her. Byen er større, ikke så gennemført velbevaret som Dokkum, og med mange store moderne bygninger. Vi har besøgt museet, som ikke var et højdepunkt, vi har cyklet lidt rundt, og vi har set den gamle del af byen til fods. En speciel ting, vi har set her, vil jeg fremhæve: i 1833 anlagde byen en kirkegård udenfor den daværende by. I 1918 blev den sidste begravelse foretaget, og i 1968 blev kirkegården lukket. I dag er området lavet om til en virkelig dejlig park, som befolkningen ser ud til at nyde.

Her til morgen er vi sejlet gennem de mest lækre villakvarterer, hvor man har sin båd i baghaven eller i en lille privat havn ved kanalen.  Efter at have sejlet på mindre kanaler med mest lystbåde er vi igen ude på de store med alle lægterne. Vi ligger i Grou med havn ved en sø, og da der i dag er et sejlstævne med gamle både, er det meget svært at få en plads, selvom det er tidligt på dagen. Vi fik lov at lægge os ved en lille strand med masser af børn, der leger og kaster med mudder, så Peter var ikke så glad, da han lige havde vasket båd.

Sejlerhilsen

Peter og Kirsten

Rejsebrev 6. Amsterdam den 30.07.10

Jeg sluttede med at fortælle, at vi lå i Grou, og der blev vi en oplevelse rigere. Vi fik den tanke, at jo større båd man har, jo større ret har man, i hvert fald lå der over for os en kæmpe 18 m lang motorbåd i 3 etager til 2 personer og en minihund. Der kom senere en mindre motorbåd og lagde sig uden på, så opdagede vi, at kæmpen lå uden på 2 andre, små, motorbåde. Det blev vi lidt harme over. Stor var vores ”skadefryd”, da de om aftenen blev bedt om at flytte sig. Det forstod deabsolut ikke noget af. De slog ud med arme og ben og forklarede alle, der gad høre på det, hvor åndsvagt det var. De sejlede så demonstrativt med båd og vedhæftet mindre båd over og lagde sig i den anden side af havnen uden for badestranden. Her var han ved at rive en bro i stykker, fordi han ikke gad løsne fortøjningen, og her lykkedes det dem at blive havnens midtpunkt. Det passede dem. Den lille båds besætning fandt deres båd og måtte med stort besvær klatre ombord. Det var et gedemarked i havnen med alle de både, der kom. Og næste morgen så vi, at alle de ”forbudte steder”, som vi var jaget væk fra, nu var besat i flere rækker.

Om Grou kan jeg fortælle, at det er den eneste by i Holland, der ikke fejrer St. Nicholas i december, men i stedet fejrer St. Piter i februar, så Peter har sin egen kirke i den by.

På vej videre mod Lemmer mødte vi pludselig Poul og Ingerlise i Evana ude midt på den meget trafikerede Sneekermeer (en sø). Vi råbte og vinkede, men kunne ellers ikke gøre andet, så vi fik da hilst på hinanden. Vi havde mailet sammen, men vi vidste ikke, om de ville gå ad kanaler eller uden om. I Lemmer gik vi ind i en stille og rolig havn efter mange dage midt i løvens hule med trafik, larm og masser af både. Cyklerne blev luftet, og vi så byen og slusen, hvor man betaler 5 euro for at komme ud og ind og gennem byens 3 broer. Lemmer var tidligere fiskerihavn. I byen var der trængsel langs kajerne, ofte i flere lag, så godt vi havde 4 pæle for os selv. Vi var advaret om, at man er meget kristne i Lemmer, og derfor ville vi ikke kunne købe frisk brød om søndagen. Måske gælder det kun bagerne, for alle caféer, restauranter og supermarkeder var åbne. En af dagene delte vi os. Om det er udtryk for forskellige interesser eller for at opleve mest muligt skal være usagt. Peter tog ud på verdens ældste fungerende damppumpestation fra 1918. Det var yderst interessant at se og høre om. Alle dele i dampmaskiner og turbiner er skilt ad for at sikre dem mod at ruste, så med 6 timers varsel kan man samle det hele og manuelt sætte de 4 kæmpe dampmaskiner i gang. De skal startes en ad gangen og forskudt, ellers vil vibrationerne blive så voldsomme, at bygningen vil styrte sammen. Pumpestationen bruges 500-600 timer om året og kapaciteten er 6 millioner kubikmeter vand i døgnet. Den bruges for at regulere vandstanden i IJsselmeer og Friesland. Det er specielt ved nordøst og sydvest storme, der er brug for den.

Jeg havde en fantastisk lyst til at cykle til Sloten, som ligger ca. 10 km fra Lemmer. Den betegnes som verdens mindste by og den ideelle by og er den mindste af de 11 frisiske byer. Der er kun 1,5 m vand i kanalen, så vi kan ikke sejle der til. Det er en befæstet by i miniformat, og det historiske centrum er bevaret akkurat som det så ud i det 18. århundrede. Den havde oprindeligt 2 vandporte og 2 byporte. Vandportene er der stadig, dog uden portlåger, og i en lille jolle kan man sejle gennem byen.  Gaderne er anbragt i rækker langs vandvej og hovedgade og er alle brolagte med hårdtbrændte teglsten, som vi ser mange steder her. Ved kanalen gennem byen, den tidligere havn, er der en meget bred kaj, så det var let at laste og losse bådene, derfor var byen meget eftertragtet som handelssted for bl.a. ost og kød. Møllen ude på volden er fra 1755, og sommeren igennem affyres den kanon, der står ved siden af, hver fredag aften. Om vinteren, når kanalerne er frosset til og godkendt af myndighederne afholdes der et isskøjtemaraton gennem 11 frisiske byer, bl.a. Sloten.

Efter en regnvejrsdag med masser af læsning gik vi videre mod den store Prinses Margrietsluise, der er 16 m bred og 260 m lang. Dagen før havde jeg set 27 lystbåde i slusen på en gang, og så var den endda ikke fuld. Vi kom let og elegant igennem nogle få både, og her skulle vi ikke betale for slusning, og så sparede vi en masse tid og besvær ved ikke at gå gennem byen med det kaos af både, der skal begge veje.

I 1932 byggede hollænderne Afsluitdijk, der er et ca. 100 km. langt dige, hvor indgangen var til Zuiderzee. Den nordlige del blev til IJsselmeer efter floden IJssel, og der er stadig passage gennem sluser for skibe og havvand, men det kan nu reguleres, så man undgår stormflod. Den sydlige del kom til at hedde Markermeer og mellem disse to søer er der ligeledes bygget et dige med sluser. Begge søer kan være ret skrappe, hvis vinden er kraftig.

Hollænderne har helt tilbage i 1400-tallet været i gang med at grave tørv og dræne jorden, og for at beskytte husene byggede de dem i begyndelsen på små bakker (værfter). Senere byggede man dige omkring indvundet land, så det var ikke nyt for Hollænderne, da de inddæmmede Zuiderzee.  Efter en forfærdelig stormflod i 1953, hvor 1800 mennesker druknede og titusinder blev fordrevet fra deres gårde, besluttede man at gøre noget ved problemet, og man begyndte hastigt at bygge diger langs stort set hele kysten. Det var i og for sig en god ide, men man glemte at tage højde for følgerne, man fik dannet døde saltsøer, de drænede moser sank og kunne ikke tilføres vand igen. Man har nu indset, at man har gjort en fejl og er ved at rette op på det ved at lade mere friskt havvand strømme ind, så der sker en udskiftning af vandet, og livet vender tilbage. Man har planer om fx i visse floder at lade vandstanden stige fx. 20-30 cm. Men det giver så andre problemer.  Tiden vil vise, hvordan landene omkring floderne bliver enige om at løse problemerne.

I 1942 blev man færdig med at dræne Noordoostpolder, som var blevet inddæmmet og i 50’erne blev Flevoland drænet. Under krigen startede man på at befolke polderen, og bønderne boede i husbåde den første tid, hvor der var mangel på alt under krigen. Først efter krigen begyndte man at anlægge rigtige byer.

Vel ude af slusen ved Lemmer var vi ude i Ijsselmeer, hvor der var bølger og godt med blæst. Vi havde besluttet, at vi ville se mere på de inddæmmede poldere fra 1940érne, derfor gik vi gennem slusen ind i Noordoostpolder. Her var vi spændte på, hvor langt vi skulle ned. Det blev mere end 5 m, og kanalen ligger meget lavt i forhold til markerne, som visse steder ligger 1½-2 m højere. Det er fuldstændig lige kanaler, men det er interessant at se, hvilke afgrøder de dyrker og det utrolige dyreliv. På et tidspunkt sagde jeg til Peter, at det føltes, som om vi sejlede på Amazonfloden, og hvad tror I, Peter så, en ægte skildpadde!  Vi kom gennem et par smukke nye byer. Efter endnu en sluse, hvor vi kom lidt op igen, kom vi ud til det, der har været den gamle kystlinje i Zuiderzee. Vi overnattede i Smeenge, en ganske ubetydelig havn med en vidunderlig udsigt.

Så gik turen gennem Randmeeren, som er langs den gamle kystlinje bag Flevoland. Her kom vi langt omkring, vi sejlede nemlig gennem Zwarte Meer (vi ved godt at meer betyder sø, men alligevel!) Det særlige ved det område er, at alle de gamle kystbyer engang har været beskæftiget med fiskeri, og det er der ikke så meget af, da havet er blevet til mange søer. Flere af dem var betydningsfulde bl.a. Elburg, der igen er et fantastisk levn fra fortiden, en befæstet Hansaby kendt fra 1367,men selve byen i sin nuværende form er fra1400-tallet. Den er med lige gader, bymur, indre voldgrav, der i dage er fyldt op, store volde og ydre voldgrav. Der er 225velbevarede historiske huse, og en speciel ting her er at, hvor vi har fortov, har man et lille stykke, som tilhører huset. Hver enkelt ejer har sat sit præg på det, nogle blomster, men de fleste har lagt hvide og sorte sten med i et mønster, der fortæller noget om ejeren, fx fiskeren noget med fisk og net. Dette lille stykke inddrages som terrasse med bord og stole. Man har også den ældste aktive private reberbane her. Byen er så populær, at vi for første gang i år måtte ligge uden på en anden båd.

Derfra gik det i regnvejr en del af turen mod Huizen, som ligger længere nede ad Randmeeren. Vi lå i den gamle havn tættest ved byens centrum. Det ser man nu ikke, da hele kvarteret nu består af moderne byggeri og industriområder, men kører man 4 minutter på cykel gennem dette område, finder man den gamle fiskeribys huse sammen med et moderne gågade område. Det mest mærkværdige, vi så her, var en slags garage med et løftbart tag, så rummet kunne tilpasses, hvor højt køretøjet var.

Vi skulle så ud gennem den sidste bro og over Markermeer til slusen ved indsejlingen til Amsterdam. Selv på det store ”hav” sejler man i render. I slusen lå vi uden på en tysker, som også skulle til Sixhaven, som er alle sejleres hav her i byen. De fortalte, at man ikke skulle komme for tidligt, omkring kl. 12 var passende, og man skulle ikke planlægge for langt et stykke, når havnen skulle forlades, da man ikke kunne komme tidligt der fra. Vi tænkte: ”Nå, ja.”Nu passede det fint for os klokken var ca. 11.30, så vi sejlede ind i havnen, som jeg troede, var meget større. Der er en meget smal og kroget indsejling, og der var en tom bås vi kom i. Klokken var ikke meget over tolv, da det væltede ind med både. Straks var alle båse fyldte, man lagde sig udenpå de få der lå langskibs. Havnefogeden for rundt og dirigerede både på plads. Alle huller mellem pælene blev fyldt i flere rækker, så man lå på tværs af pælene. Den ene side havde pælepladser i en række, også her lå man på tværs. Stadig væltede det ind, og det fortsatte til kl. 22, hvor de sidste blev placeret i havnehullet. Det var næppe muligt at se bart vand i hele havnen. Nogle kunne komme i land, andre måtte vente til næste dag og håbe på en bedre plads. Næste morgen var alt roligt, vi undrede os. Først kl. 10 begyndte folk at røre på sig. Vi ville have været inde i byen, men det var alt for spændende at se på. Først klokken 12 var det lykkedes at få de både ud, som ønskede at komme videre. Det så helt surrealistisk ud. Nu var der en kort pause, så startede cirkusset igen.

Vi har besluttet at blive her en uge, så vi tager det med ro. Lige på den anden side af kanalen her ved siden af havnen, går der over til centrum, gratis færger, hvor cykler må medbringes,  så det benytter vi os af. Vi har været på et par museer, kanalrundfart og gået i gågaderne og cyklet lidt rundt. Der er jo masser at se på her.

Rejsebrev 7. Amsterdam den 06.08.10

Amsterdam here I come!  Hvor er det godt, vi har haft 7 dage, dels er det svært at nå alt det, man gerne vil, dels er vejret lidt skiftende i de her dage. Det betyder en byge af og til, men ikke noget der virkelig generer.

Man skal lige have et par dage til at vænne sig til trafikken her i byen. Den er heftig og igen cykler over alt, men vi har lært ikke at rette os efter færdselsreglerne, vi kører bare, og hvor har vi haft brug for de cykler. Det er fantastisk nemt at komme rundt.

Amsterdam er stor, men der bor alligevel kun 700.000 indbyggere her, alle huse er bygget på pæle, de fleste er gavlhuse, da man betaler skat efter facadens længde, s å man bygger i højden og bagud, der er 100 km kanaler og 1000 broer, så det er ikke sært, at det kan være svært at finde rundt her. Kanalerne hedder det samme i hele den halvcirkel, de danner, så i hvilken ende begynder numrene? Mange gader er ensrettede, og der er et meget stort gågadesystem. Byen er fra starten opbygget med kanaler, så man kunne transportere varer og gods lige til døren. Det betyder, at når byen voksede, lavede man en ny kanal i en halvcirkel rundt om de gamle. Alle husene har meget store vinduer og ligesom på pakhuse en krog øverst oppe i gavlen, så man kan hejse møblerne op, og få den ind ad vinduerne, når man flytter ud og ind. Trapperne er så snævre og stejle, fordi det er gavlhuse, at man umuligt kan få dem ind ad den vej. På hvert hjørne er der en Coffe shop, og det stinker af hash alle steder. Gad vide, hvordan de unge mennesker bliver af det? Der er lavet cykelgader gennem byen, så det er let at komme frem.( Mon det er noget lignende, man har tænkt sig at lave gennem Vejgaard?) Det er faktisk dejligt.

Vi ville gerne se Anne Franks hus og først 5. gang, vi kom der hen, kom vi ind. Vi syntes køen var for lang, så til sidst stillede vi 10 min. før åbningstid klokken 9 om morgenen, og denne gang var køen kun 1/3 så lang som ellers. Da vi kom frem til lugen, stod der, at man kunne købe billet på turistkontoret og springe køen over. Det var lidt sent at opdage det. Det var en god oplevelse ligesom Van Gogh og Rembrandt museerne.

Det mest omfattende og måske også mest oplysende har været Modstandsmuseet. Her blev jeg meget klogere på mange ting, og der er noget, der skal studeres, når jeg kommer hjem. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den historieundervisning vi giver børnene. Vi ved alt for lidt om andre lande, og hvor er det en skam. Hollænderne har virkelig haft det svært under 2. verdenskrig, meget værre end i Danmark. Der var virkelig fattigdom og sult, der ville noget. Besættelsesmagten har også været meget hårdere her nede. Tyskerne forsøgte med propaganda at vinde hollænderne for nazismen. Det lykkedes kun i ringe grad. Man indsamlede alle slags metaller og sendte dem til Tyskland til våbenfabrikation. Først blev unge mænd, senere alle mænd op til 40 år sendt til Tyskland for at arbejde på fabrikkerne. Det var meget svært at få en attest på, at man ikke kunne holde til det. Tyskerne endte med at bruge egne læger til undersøgelserne. Man havde så 2 valg: at tage af sted eller gå under jorden. Rigtig mange gjorde det sidste og gik ind i modstandsbevægelsen, som også omfattede både børn, unge og gamle.

Vi ved alle, at jøderne blev deporteret. I Holland boede rigtig mange jøder, og myndighederne blev bedt om at registrere alle, hvilket senere lettede nazisternes arbejde. Vi så et kort over Amsterdam, hvor alle jøderne var prikket ind. Det var overvældende. 107.000 jøder blev deporteret og 78 % vendte aldrig tilbage i live. Kun få overlevende vendte tilbage til Holland, hvor de heller ikke blev særlig vel modtaget. Det skal dog bemærkes, at da de første jødetransporter startede, gik alle arbejderne i strejke for at protestere, så de har ikke været ligeglade.

Vi har benyttet os af de gratis færger og taget ud til en bydel, der ligger noget uden for byen, hvor vi cyklede rundt. Her ligger et hotelskib, som reklamerer med et dobbelt værelse på et *** hotel for 84 euro pr. nat. Det er billigt, men vores 90 euro for 7 dage er lige godt billigere, og så ligger vi i vore egne senge. Her ude ligger også Greenpeace skibet Sirius.

I byen er der mange markeder ugen igennem. Vi har været på flere af dem, også det største, der er hver dag, og som fylder en lang gade med 200 stadepladser. Her er stort set alt, frugt, grønt, fisk, kød, ost, sko, tøj, stof, blomster, isenkram og meget mere.

Men nu må vi videre, inden både båden og vi gror fast her i havnen. Nye oplevelser venter længere fremme.

Hilsen fra

”semihollænderne”

Rejsebrev 8. Nijmegen den 17.08.10

Kære venner

Nu er det længe siden, vi har ladet høre fra os, men vi har ikke haft internet, og vi har haft travlt med at opleve nye ting.

Da vi skulle ud af Sixhaven i Amsterdam, var vi heldige, for klokken var kun 10.15, da vi kunne komme ud fra vores plads. Fra Amsterdam sejlede vi ad Noordzee- kanal ud mod kysten, hvor vi drejede ind ad den sydgående kanal mod Haarlem. Turen bød på nogle broer, hvor vi kunne gå under, mens sejlbådene måtte vente på en åbning, så vi fik tilbud om at bytte mast og flere tilkendegivelser om, at de syntes, vi var heldige. Det var vi også, for i Haarlem var der ikke ret mange pladser ved broen i kanalen, så vi fik den sidste, inden alle de andre kom frem og måtte nøjes med en høj usmart kajkant. Vi skulle betale bropenge i byen, 5,75 euro, det slap vi dog for, hvis vi skulle overnatte, så den første nat kostede i realiteten 1,2 euro. Det viste sig, at der var kulinarisk weekend, så hele torvet var fyldt med boder, restauranter, og hvad der nu hører til. Peter var til vinsmagning på Lindemann vine fra Australien. Servitricen syntes, det var spændende, at vi havde besøgt vingården i Hunter Vally.

Byen ligger kun 10 km fra kysten med nogle meget fine sandstrande og stammer fra en romersk bosættelse. Som noget meget specielt er byens kirke ikke bygget på pæle, men på en fast sandbanke. Bygningerne er meget præget af indflydelse fra Flanderen, da en del der fra kom op og hjalp med at beskytte byen mod spanierne og franskmændene, og senere slog de sig ned for at blive. Derfor er flere malere fra den hollandske guldalder herfra. Vi havde set en fantastisk kuppel, næsten som Marmorkirken, da vi sejlede ind i byen. Da vi kørte hen til den, viste det sig, at det var byens fængsel!

Derefter gik vi ad floder, søer og kanaler mod Gouda, hvor vi skulle gennem en sluse ind i byen. Der var trængsel, men vi fik en dejlig plads under nogle træer og med el og vand i nærheden. Her betalte man 13,1 euro for 3 dage, så det valgte vi heldigvis, for her var meget at se på. Desværre var flere af museerne lukkede i de dage, vi var der. Mange af byerne her har lavet city walks med beskrivelser af de interessante steder, så det benytter vi os meget af.

Byen er Hollands vådeste by og ligger på tørvejord, hvilket tydeligt ses på bygningerne. Nu kan vi sådan set godt afbestille vores tur til Pisa i september, for her har vi set hældende bygninger for alle pengene. Byen ligger ved to floder med meget frugtbart lerjord langs kanterne, så sammen med tørvegravning blev det til en by allerede i 1100-tallet. Ved at grave tørv afvandede man området, som så sank, og man måtte bygge store diger til beskyttelse. Byen blev senere på grund af beliggenheden ved de centrale vandveje valgt som den eneste tilladte gennemsejlingsvej gennem Holland. På den måde kunne hertugen opkræve skat af købmændene. Byen er i dag berømt for sine fantastiske oste, men var tidligere også kendt for sine piber og sit rene vand, som blev brugt til øl, som blev eksporteret til Belgien og Frankrig i 1500-tallet. I middelalderen sendte de rige fra hele Holland deres tøj her til for at få det vasket i det rene vand. Byen var også en gang centrum for alt glasmaleri og -mosaik i Holland. I St. Janskirke er der nogle fantastiske glasmosaikvinduer, som man heldigvis havde fjernet allerede inden anden verdenskrig begyndte. Vand fra undergrund og floder, har altid været et stort problem for byen, så man har kæmpet med sluser og kanaler og de omkringliggende polder. I dag er der bygget pumpestationer, til at klare problemerne. Vi var på ostemuseum, og ved I hvorfor ostene var runde? Det var fordi, man dengang ikke havde kraner til at løfte ostene med, så man trillede dem!

Da vi skulle videre, gik vi gennem byen og den gamle sluse ud på Hollandse IJssel, hvor der er tidevand, så vi var spændte på, hvor meget vi skulle hæves og hvor meget strøm, der ville være. Vi fik 1-2 knob medstrøm og gik mod Rotterdam. Man kunne tydeligt se, at vandet faldt, og langs floden var der mange, der havde både, som alle blev hejst op på en eller anden måde, både på grund af tidevand, men også på grund af den stærke trafik med store barker, der er nemlig ikke fartbegrænsning på floderne.

Ved Rotterdam skulle vi over på floden Lek. Jeg har altid syntes, at trafikken ved Kronborg er heftig med færger, men her kom kæmpebåde fra alle sider og skulle dreje ind ad alle mulige forskellige vandveje, så her skal man holde tungen lige i munden. Det blev heldigvis roligere, da vi kom rigtigt ind på floden, men så kom modstrømmen, da vi skulle op ad floden. Den svingede mellem ½ og op over 2 knob hele vejen.

Vores næste havn blev Schoonhoven i en lille marina lige uden for byen. Her er 1,1 m tidevandsforskel, så man ligger altid ved flydebroer. Denne by er kendt for sine mange fantastiske sølv- og guldsmede.  Det er også en gammel by fra middelalderen, og en af byportene er bevaret til i dag og står som et vartegn for byen ud mod floden.

Vi måtte videre ad Lek, indtil vi krydsede Amsterdam- Rijn-kanalen. Det er et vældigt kryds med store sluser og anlæg med masser af lys, som ser flot ud om aftenen. Vi stoppede i Wijk bij Duurstede en lille meget gammel by. Først som en romersk forpost til beskyttelse af romerrigets grænser. Den blev opgivet i år 400. Senere opstod en ny by, Dorestad, ved floden. Det blev en meget betydningsfuld by med forbindelse til Schweiz, Frankrig og England via floderne. Vikingerne kom til byen både som handelsmænd, men også som røvere, og efter adskillige vikingeoverfald omkring 900 opgav man at genopbygge byen, og man kaldte den smule, der blev tilbage, for Wijk (by på hollandsk). Senere i 1200-tallet kom en herremand og byggede et kastel på en lille ø ved floden. Det blev kaldt Duurstede. Den by, der derefter voksede op omkring kastellet, blev altså til Wijk bij Duurstede (byen ved Duurstede). Lige her ud for ophørere Lek og bliver til Neder Rijn og Kromme Rijn, som løber mod Utrech. På floden har vi mødt mange kabelfærger, som ikke ligner dem, vi ellers kender. Her har man fortøjet en lille båd med mast ude midt i floden. Denne båd er med tov forbundet med 2 eller 3 andre både, som igen er gjort fast til kabelfærgen. Når færgen sejler trækker den bådene med ud på floden og spærrer den ene halvdel. På denne måde ved man, hvor man kan sejle, og færgen er beskyttet mod påsejling. En sjov ide synes jeg.

Videre ad Nedre Rijn, er vi nu kommet en del op ad sluser og landskabet har skiftet karakter. Her er der bakker. Vi er nået til Arnhem, som vi alle kender fra historien om slaget ved Arnhem i 2. verdenskrig. Vi ligger i en marina lige uden for byen efter at have passeret den berømte bro. Vi har besøgt et meget spændende museum, Airborn Museum, som ligger i en lille by Oosterbeek lidt vest for Arnhem.  Det er indrettet i englændernes gamle hovedkvarter, der før var restaurant. Man ser film, masser af billeder og ting fra slaget. Alle tekster er på 3 sprog, så man kan læse og forstå, hvad det handler om. I kælderen er der indrettet meget naturtro efterligninger af forskellige scener fra slaget. Man er i flyveren og se ud af vinduet over floden, man lander ude på landet, er i hovedkvarteret, i byens ruiner og skyttegrave, ser eksplosioner og hører råb, skrig og kommandoer. Ret imponerende lavet. I Oosterbeek spiste vi på det gamle hotel Schoonoor, som var englændernes stampub i de 10 dage, de var her.( Ja, ting kan hurtigt blive til traditioner og bruges som reklame). På vejen hjem kørte vi ud til krigskirkegården, hvor over 1400 allierede soldater ligger begravet. Efter slaget i september 1944 jog tyskerne alle indbyggere ud af Arnhem, og de kom først tilbage efter krigens ophør. Vi har også haft tid til en fin byvandring gennem de gamle gader, hvor de fleste bygninger var forfærdeligt medtaget og ødelagte efter sep. 1944, og hvor et kæmpe genopbygningsarbejde blev foretaget gennem de følgende årtier. Det betyder, at de gamle kirker og huse for en stor del er relativt nyrestaurerede og i virkeligheden slet ikke så gamle.

Vi er nu kommet til Nijmegen, som også var en vigtig del af slaget ved Armhem. Vi ligger lige nedenfor broen over Wal, som kom til at betyde en forsinkelse for de allierede, så englænderne måtte opgive Arnhem og trække sig tilbage.

Inden vi nåede her til har vi i stærk modstrøm op til over 3 knob sejlet det sidste stykke af Neder Rijn og Pannemer-kanalen. vandet var utroligt turbulent, så det trak i roret. Der var en del trafik, som ikke gjorde det bedre. Ved krydset mellem kanalen og Waal er der heftig turbulens, men heldigvis, var der ikke generende trafik, da vi drejede. Så gik vi ned ad strømmen og straks fløj vi af sted med over 3 knob medstrøm, knap 9 knobs fart. Vi kom fint ind i havnen, hvor der løber ca. 4 knob strøm forbi havnehullet. Havnen er den eneste her og er med ganske få pladser, så der er begrænsning på 2 døgns liggetid.

Nijmegen er den eneste hollandske by, der er bygget på flere høje, så her er stejle gågader, og det er hårdt at krydse byen på cykel. Vi har set lidt på gågaderne og butikkerne og fandt en Crocs butik med masser af sko og træsko, vi aldrig har set før og ikke mindst til rimelige priser, så vi gik helt amok og har sikkert været deres bedste kunde i dag. Byen har været en vigtig del af Hollands forsvarsværk, så først i 1874 fik man lov til at bryde bymuren, så byen kunne udvide sig og folk få mere luft. Det er den eneste by i landet, som har både en øvre - og nedre bydel. Byen er nævnt helt tilbage til før Kristi fødsel som en romersk bebyggelse. Den blev opgivet igen omkring 400 e.kr. og er så gennem århundrederne vokset op bl.a. på grund af borgen, der blev bygget her. Man har den største samling af ting i Holland fra romertiden, og man kan se flere bygningsrester rundt omkring fra den tid. Man har bygget en form for bymur ud mod floden i nyere tid med en slags sluseport til at holde flodvandet ude. Det er ikke for sov skyld. Den har været brugt i 1994, 1995 og 1998 ved højvande. Som en kuriositet kan nævnes, at grundlæggeren af Philips og Karl Marx begge har rødder i byen, da deres mormor og mor kom her fra. I morgen skal vi på museum og yderligere byvandring, inden vi bliver ”smidt” ud af byen efter 2 dage.

Mange hilsner fra de søfarende

P& K

Rejsebrev 9. Maasbracht den 29.08.10

Kære venner

I Nijmege fejrede vi vores 42. bryllupsdag ved at være ude at spise portugisisk. Inden vi skulle videre, havde vi snakket om, hvad der ville være den bedste vej at tage til ’s-Hertogenbosch. Man kunne vælge at fortsætte ad Waal, som er ret lige, og som vi lå ved, eller vi kunne tage en stikkanal 3 km herfra med til Maas, som slynger sig meget og derfor er meget længere. Når man læser om de to floder, lyder det som pest eller kolera. Vi skulle under alle omstændigheder gå ned ad floden og ville få medstrøm. Vi lod de 3 km til kanalen være prøven, og Peter valgte at fortsætte den korteste vej ad Waal. Det blev en meget turbulent tur, med stærk medstrøm, meget uroligt vand og store flodbåde, som ikke kunne finde ud af, om de ville sejle i den ene eller den anden side af floden. Når hver anden båd vil passeres om styrbord, bliver det hektisk. Vi holdt os nu i sejlretningen, så langt ude vi kunne uden at komme ind på for lidt vand. Det var dejligt, da vi skulle dreje fra og ned ad en kort kanal til Maas. Her viste det sig, at floden flød stille og roligt, ikke som beskrevet i bøgerne, og her var der meget lidt trafik af flodbåde, så det blev en stille og rolig afslutning på dagen.

I ’s-Hertogenbosch var der meget få pladser, men vi fik en uden for broen ind til selve havnen. Det var tæt på faciliteterne og på byen. Vores nabo påstod, at det kun var for både over 3,5 meters højde, så vi sørgede for at have antennen oppe, så er vi 3,85m. Umiddelbart var denne by meget forskellig fra de fleste andre byer vi har været i. Vi så nemlig kun ganske få kanaler. Byen er anlagt i et skovbevokset fugtigt delta på en sandbanke mellem 2 floder Aa og Drommel og er kendt fra før 1150. Navnet betyder ”hertugens skov”, og byen var på størrelse med markedspladsen. Den var omgivet af en bymur og havde forsvarsværker. I 1300 tallet blev den udvidet til det dobbelte og fik ny bymur og voldgrave. Der ligger et citadel lige uden for byen. Det specielle ved byen er, at vandvejene var der før husene. Det betyder, at bagsiden af husene vender ud mod en vandvej, som man ikke umiddelbart ser, og at al transport af varer i byen foregik ad disse vandveje. Byens havn lå uden for bymuren, så udenlandske skibe måtte losse varerne af, så de kunne transporteres med små både ind i byen ad disse indre vandveje. Disse vandveje blev brugt som vandforsyning til husholdningen, drikkevand, vask, brygning af øl, til sejlads, spildevand og til affald. Det gav selvfølgelig problemer. Byen voksede, og man byggede hen over kanaler og vandveje. Da man i 1874 opgav forsvarsværker og bymur, mistede vandvejene deres betydning, men 800 husstande ledte i 1964 stadig deres spildevand ud der i. Byrådet besluttede at lukke alle disse kanaler, men en del borgere protesterede og så en kulturværdi i dem. Man havde oprindelig 12 km vandvej med 20 vandkryds og over 100 broer. Nu er der 3,5 km vandvej bevaret, og man kan sejle på guidede ture under husene og en kirke, i voldgraven og i åbne kanalstykker. Det er under små hvælvinger, der så lave, at man må dukke hovedet, og visse steder er passagerne så smalle, at man må holde fingrene inde i båden for ikke at få dem i klemme. Der er forgået et kæmpe restaureringsarbejde, for at kunne bevare disse bygningsværker, og det var en utroligt spændende tur, desværre talte guiden kun hollandsk.

Mens vi var i byen, var de ved at stille op til byfest med tivoli og gøgl overalt i centrum. Det betød, at det var svært at se de smukke bygninger på vores sædvanlige historiske byvandring. Vi besøgte Jeronimus Bosch museet, som er indrettet i en gammel kirke. Det var fantastisk at se hans billeder, så gamle og dog så moderne på sin måde. Han er født i byen og boede der fra 1450 til 1515, dvs. at han er samtidig med Da Vinci. Alle hans billeder er religiøse og er præget af opgøret mellem det gode og det onde. Der er en detaljerigdom af format i hans værker, man skulle tro, at Esben Hanefeldt kender ham.

Vi skulle videre ud af byen gennem en sluse, som tog 5 kvarter at passere. Man skal regne med forsinkelser på kanalerne. Nu er det videre ad Zuidwillemsvaart kanalen ned mod Maasbracht, hvor båden skal være i vinter. Vi gør holdt undervejs og har været et par dage i en lille by, som hedder Veghel. Der en masse industri her byens størrelse taget i betragtning, men ellers er der er ikke så meget at fortælle om den end, den også var en del af operation Market Garden, som var kodenavnet for operationen ved Arnhem. Soldaterne sydfra passerede gennem byen. I denne by blev jeg færdig med et af mine projekter dette år. Jeg havde på et marked købt en hollandsk bog, som jeg ville forsøge at læse, og det gjorde jeg så.

Der er ikke så mange muligheder for ophold på denne kanal, så næste stop blev et liggested ved en gammel arm af kanalen uden for byen Aarle- Rixtel ved Helmond. Her kan ligge ca. 20 både, og vandet er roligt, men der er meget støj fra en stærkt befærdet vej, på den anden side af kanalen. Pludselig hørte vi en masse trommer, og de kom ret tæt på, så jeg kunne se en slags optog med rød- hvide flag gå over broen lidt fra os. Senere kom trommerne igen, men denne gang var der blå flag med hvide kors og bagefter de rød-hvide flag. De gik ind langs kanalen, og vi skulle ned at se, hvad det var. Det var 2 lokale skytteforeninger, som på skift holdt en fest for hinanden. De var klædt ud i gamle dragter, og i deres ”flagstang” hejsede de en svane op lavet i blomster. Noget i retning af en majstang. Der var fest og sjov med pølse og øl, og om aftenen fulgte de røde de blå hjem igen med trommeakkompagnement. Ovre i byen var der tivoli, og her fortsatte festen til langt ud på aftenen/natten, og flere gange gik trommemusikken i gang.

Den videre færd blev en lang dag. Vi ville gøre et hold undervejs, men i havnen, vi havde udset os med 1,85 m vand, sad vi fast i (i øvrigt var der kun 6 urolige pladser), der var ingen liggesteder langs kanalen, i nogle søer med 10 m vand og liggesteder, stod vi på grund langs bredden. Så gik vi i havn, men blev jaget ud af den første, så prøvede vi den næste, men der var meget kraftig vind, så da vi ville gå ind på en plads, kom vi i karambolage med en jolle med en påhængsmotor, der var slået op og rakte langt uden for båden, så opgav vi og gik ind i vores sidste destination hos Van Der Laan i Maasbracht. Her var plads, og her var vi velkomne efter 6 sluser og en lang dag.

Byen er ikke særlig stor, men her er et lille skibsfartsmuseum, som kunne fortælle om et par begivenheder her fra byen. Der er en stor sluse ind til Julianekanalen, og en dag for en del år siden var der 4 fragtbåde, der skulle igennem. Den første båd reagerede ikke på stopsignalet før den sidste sluseport, så den brasede igennem og faldt 7,4 m ned. De næste 2 både nåede heller ikke at stoppe, mens den 4. blev hængende halvvejs på slusekanten, så forskibet brækkede af, 2 kvinder druknede. Den anden historie er fra sept. 1944, da havnen var fuld af både, 240 stk., fordi det var for farligt at sejle på floder og kanaler. Tyskerne var her stadig, mens Maarstricht (ca. 50 km her fra) var blevet befriet, så tyskerne var bange for, at de allierede ville tage bådene og bruge dem til transport, når de kom frem. Først sænkede tyskerne to skibe for at spærre udsejlingen, så blev alle beordret i land og derefter sprængte de 118 både i stykker, så de sank. Hele byen blev en stor skibskirkegård og de 300 familier i byen kom til at huse 1000 ”bådflygtninge”.  Det var først efter maj 1945, man kunne begynde at bjærge bådene igen.

Nu er vi så ved at gøre klar til aflevering af båden. Vi har udnyttet en god dag med sol til at vaske og polere hele båden, Peter har skiftet olie og filtre, og alt det kedelige oprydnings- og pakkearbejde er i gang. Vi har aftalt optagning og regner med at komme hjem i næste uge efter en god lang sejltur.

På snarligt gensyn Peter og Kirsten

Betragtninger over årets sommertogt 2010 til Tyskland og Holland

Det har været en utrolig spændende oplevelse at have tid. Jeg er helt sikker på, at vi valgte rigtigt, da vi besluttede kun at gå til Holland. Jeg havde virkelig lyst til at opleve Tyskland og nød tiden der, men problemet er, at de fleste havne ikke er dybe nok til vores båd. Derimod er der en del liggesteder beregnet til fritidsbåde langs kanalerne. De tyske kort er meget oplysende og lette at sejle efter. Det er et billigt land at leve i, og priserne i havnene er yderst rimelige.

Holland har været én stor spændende oplevelse. Jeg tror ikke, at det er muligt at komme så tæt på et land, som når man sejler ad floder og kanaler.  Man er midt i det hele, og man kommer steder, man næppe ville komme med bil. De hollandske søkort/kanalkort er også gode og lette at bruge, når man lige har prøvet det. Vi har fundet et virkelig godt kort til planlægning, som kombinerer dybde, højde og afstand, og som giver en god oversigt over hele landet. I Holland kan vi gå ind i de fleste havne på de kanaler, vi kan sejle på. De fleste havne er godt udstyret med gode faciliteter, og priserne er også yderst rimelige.  Man betaler i mange havne en turistskat på mellem ½ og 1 euro pr. nat pr. person. De fleste steder er der fine indkøbsmuligheder, forretningerne har åbent længere end i Danmark også om lørdagen. Leveomkostningerne er højere end i Tyskland, nærmere dansk niveau. Der er i nogle havne meget fin service med havnemestre, der er klar til at anvise pladser og udlevering af relevante turistbrochurer. Man betaler ofte for strøm, vand og bad med ½ euro. I mange byer er der en VVV, som er deres turistbureau, og hvor man kan få eller oftest købe bykort og andet relevant materiale.

Vi har haft meget gavn af vores el-kogeplade, el-kedel og el-brødrister, så meget at vores første 3 kg. gasflaske varede i 6,5 uger, og den anden flaske er stadig i gang efter 11 uger. Det er ikke normalt i vores ferier. De elektriske vifter virkede fint i den varme tid med over 30 grader. Brædderne til sluserne har nogle steder fungeret fint og andre steder bare været i vejen. Vores gangbro, har vi ikke brugt endnu, men den lille trappestige med 2 trin har været fin i visse havne. Vi har nogle gange selv måttet sætte slange på vandhanen for at få vand, men i de fleste havne er det unødvendigt. Man skal være opmærksom på, at mange havne har 2 slags vand, drikkevand og vand til at vaske båd i. Flere steder i Tyskland og Nordholland fik vi at vide, at det er det samme vand, men fx her i havnen ses det tydeligt, at det er det ikke. Der er nemlig alger i vandet, så det er grønt, selvom det er filtreret gennem en pumpe. Vi har ikke haft brug for vore 20 m og 30 m tov, da vi i alle sluser har kunnet skifte pullert, eller pullerten er gået med ned. I Sverige var der hjælp ved alle sluser, men hverken i Tyskland eller Holland, har der været hjælp at få. Ofte ser man ingen mennesker ved slusen. Hvis man ikke kan komme i havn, som vi havde problemer med i Tyskland, kan ferskvand blive et problem for både med begrænset vandkapacitet. Igen for sejlbåde med begrænset brændstofkapacitet kan det være et problem at få diesel. Det er ikke så mange havne, der har tanke. Bunkerbådene ligger ofte på urolige steder, og de har ikke altid åbent, når der er brug for det. Vi har klaret os med dunke bag på cyklen og ud til tankstationer. Nogle steder kan der være meget langt, da de sjældent ligger i centrum af byerne. Der er en del forretninger, der er lukket om mandagen, nogle kun om formiddagen. Vores myggenet har vi kun brugt et par gange, og sækkevognen er ikke blevet luftet.

Holland er de fleste steder fladt, så det er ikke så mange sluser, man skal igennem, og de er som regel ikke så dybe. Man kan virkelig bruge sin cykel, når man har vænnet sig til trafikken, især de andre cyklister. Der er masser af specielle cykelstier/gader inde i byerne. Man sejler ikke så lange stræk ad gangen, man kommer ned i gear og giver sig tid til at få sjælen med.

Er kanalsejlads bedre end sejlads med mast på åbent hav? Det er noget helt andet. Begge dele har sin charme. Kanalsejlads er mere rolig, man kan have en vase med blomster stående, man skal ikke pakke og stuve alt væk inden afgang, fortøjningerne og fenderne er altid parate og på plads, cyklerne står på dækket, man kan uden videre sejle under mange broer, man skal have tålmodighed og tid, når der er lave broer og sluser, man fortøjer ofte i centrum af byerne, man er mere uafhængig af vind og vejr, man kommer tæt på naturen.

For os har det været vigtigt at opleve noget, ikke bare få mange sømil under kølen, og det synes vi i høj grad, vi har opnået. Problemet med langturssejlads er måske ofte, at man planlægger en tur, der i virkeligheden tager dobbelt så lang tid, som man har til rådighed. Man skal være realistisk i sit mål, og ikke lægge for stramme planer. Der skal være plads til ændringer.

Så er der problemet med at efterlade båden og komme tilbage næste år. Det er svært! Man skal finde et egnet sted, man har tillid til. Her i Holland er der problemer med selv at arbejde på båden og bo i den, mens man får den klargjort. Den hollandske sammenslutning, som ”vores havn” er medlem af, siger nej til det. Der kan dog nogle gange laves aftaler med værftsejeren, ikke om at bo i båden, men om selv at udføre noget arbejde. Her ligger der mange rige englændere, der ikke laver noget selv. De forskellige ting koster selvfølgelig, og det er nok ret rimelige priser, men man skal tage i betragtning, at man her normalt kommer op den 1. oktober og i vandet 1. maj og betaler normale havnepenge for den periode, der ligger efter og før disse datoer, også selvom båden står på land. Det gør, at prisen løber op, hvis man som os synes, det er ved at være trist vejr og mørkt morgen og aften allerede her omkring 1. september, og hvis vejret er lige så umuligt som i dette forår, hvor varmen først kom sidst i juni. Man må ikke opbevare diesel i dunke og gasflasker ombord på båden, når den står på land, man må ikke selv bundmale, og når båden ligger i vandet, må man kun foretage almindeligt vedligehold. Reglerne er et tykt bundt papirer, som tager lang tid at sætte sig ind i. Men vil man overvintre, er der ikke andet at gøre end at rette sig ind efter reglerne. Der findes dog sikkert mindre restriktive havne andre steder.

Vores sommertogt endte med at blive på 1013 sømil og vi har overnattet 43 forskellige steder.

Peter og Kirsten

S/Y Sunset