|
Kort om sejlerskolen ved Aalborg Sejlklub Vi underviser i teoretiske- og i praktiske færdigheder svarende til pensum i den praktiske duelighedsprøve. Undervisningen fordeles med 3 teoriaftener i april og ca. 10 – 12 aftener á 2 timer på vandet i maj og juni samt august og september. Prøven afholdes en lørdag formiddag i slutningen af september. Hvis der instruktører og elever nok, sejler vi man, tir, ons og tor kl. 16.30 - 18.30 og fra kl. 19.00 - 21.00 og ved behov oprettes der eftermiddagshold. Vores båd, ”S/Y Louise”, er en svenskbygget Maxi 77, der sejles med 3 elever og én instruktør. Det tilstræbes, at ægtefæller eller samboende ikke er på samme hold. Umiddelbart inden sæsonens start, klargør vi båden i fællesskab. Det er ikke obligatorisk at deltage heri, men vi ser gerne, at I som elever deltager heri, da det styrker fællesskabet, det øger ansvaret for båden og det er lærerigt. Datoen herfor fastsættes den første teoriaften af bådformanden. Som instruktører er vi frivillige og ulønnede. Det er lysten, glæden og samværet med andre mennesker med samme interesse der motiverer os til at være instruktør. Kendetegnende for os alle er, at vi er erfarne sejlere, typisk med en baggrund indenfor tur- og/eller kapsejlads. Vi er oftest selv nuværende eller forhenværende bådejere, der typisk har teoretiske kundskaber svarende til mindst Yachskipper af 3. grad.
Formål for sejlerskolen i Aalborg Sejlklub · At tilbyde eleverne en praktisk uddannelse i en sejlbåd der sikrer, at I har de nødvendige kvalifikationer til at føre en sejlbåd under alle normale forhold · At uddanne eleverne i almindelig sikkerhed til søs, således at I kender jeres sikkerhedsmæssige ansvar både overfor jer selv, andre og materiellet · At bibringe eleverne den viden og de færdigheder der skal til for I kan bestå den praktiske duelighedsprøve · At tilbyde en spændende aktivitet i Aalborg Sejlklub der er med til at fremme et godt og positivt klubliv Sejlerskolens reglement · For at deltage, skal man helst være fyldt 17 år. Man kan året rundt blive skrevet på en deltagerliste ved henvendelse til
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Registreringen er først gyldig, når der er indbetalt et gebyr på 500 kr. Gebyret modregnes i deltagerbetalingen når man påbegynder kurset. Står man på en venteliste og der ikke er plads på kurset, refunderes gebyret uden tilskrivning af renter. Melder man fra kurset, mistes gebyret. Dem der står øverst på listen, får pladserne. En evt. venteliste overføres til det kommende år. Personer der ikke er medlem af Aalborg Sejlklub eller i en af regionens sejlklubber, skal meldes ind i AS som passivt medlemmer af AS. · Opdelingen i sejladshold sker på baggrund af prioriterede ønsker fra elevernes side. Koordinatoren for sejlerskolen laver en oversigt over sejladshold. Det er tilladt at bytte internt efter aftale med instruktørerne. · Sker der et frafald, således at der kun er én elev tilbage på et hold, forbeholder sejlerskolen sig retten til at sammenlægge hold. · Eleverne deltager i undervisningen frivilligt og på eget ansvar, både til søs og på land. · Erstatningskrav vil ikke kunne gøres gældende overfor skolens instruktører, ledelse eller klubben. · Når undervisningen finder sted, så har instruktøren den hele og fulde myndighed, såvel på vandet som på land. · Det forventes at eleverne møder op i rimelig god tid inden sejladsens start. Hvert hold aftaler individuelt hvad man gør, når eleverne på forhånd ved, at de ikke kan møde til en sejlads. · Er en instruktør forhindret i at møde, så tilstræber instruktøren at finde en afløser, men dette kan ikke altid garanteres. Aflysninger varsles så tidligt som muligt. Vi kan ikke garantere, at der kan ydes erstatningssejladser, men dette tilstræbes. · Instruktøren kan aflyse sejladsen, hvis det skønnes at vejret ikke egner sig til undervisning. · Såfremt en elev udviser en opførsel eller mangel på interesse der er til skade for de øvrige elever eller for skibets materiel, så kan denne ekskluderes fra sejlerskolen i Aalborg Sejlklub. Kursusgebyret refunderes ikke i dette tilfælde.
Ved betaling af kursusgebyret accepteres ovenstående reglement.
Aalborg d. 28.02.2010 Steen Bønsdorff
Koordinator Sejlerskolen
Tlf.98 13 73 07 40 27 73 07.
Næste > Senest opdateret ( Onsdag, 15 April 2009 06:54 )
|